mandag den 31. marts 2014

LCHF doubble cheese burger med sellerifritter og hjemmelavet mayo

I weekenden stod den på luksus junk ala LFCH doubble cheese burger med sellerifritter og hjemmelavet mayo.
Uha sådan en hjemmelavet mayo kan næsten redde enhver kulsejlet ret. Og så er det bare så nemt.
Burgeren var bare helt simpel burger af oksekød imellem 2 oopsies og fyldt med salat, tomat, agurk, løg, ost og selvfølgelig mayonnaise.
Opskriften på oopsies findes her. Der er bare undladt hvidløg og revet ost på toppen og i stedet drysset med sesamfrø.
Sellerifritterne lavede vi for et alternativ til bønnefritterne. Jeg havde dog besvær med at få sellerifritterne sprøde, men de smagte godt alligevel, og så selvfølgelig især med hjemmelavet mayo.


½ knoldselleri
et par spsk olie
salt

Opvarm ovnen til 200 grader varmluft.
Skræl selleri og skær det i stængler på pommes frites størrelse. Gnid dem med olie og salt. Bred dem ud på en bageplade beklædt med bagepapir og sæt dem i ovnen 30 - 40 minutter.

Mayonnaisen laves således:
2 æggeblommer
ca 2 dl smagsneutral olie, jeg brugte rapsolie.
1 tsk lys balsamico
1 tsk dijonsennep
salt og peber

Pisk æg, sennep, og balsamico sammen. Hæld olien i langsomt i en tynd stråle imens der piskes. Det er vigtigt at olien piskes langsomt i så æggemassen kan tage olien til sig og ikke skiller. Jo mere olie der hældes i, jo tykkere bliver mayonnaisen.
Så er grundmayonnaisen på plads. Herfra kan den krydres med alverdens dejlige smage, hvidløg, chili, citron, krydderurter osv.


fredag den 28. marts 2014

Fransk løgsuppe - LCHF



Løg suppe er ikke den allermest LCHF venlige suppe der findes. Der er jo forholdsvis mange kulhydrater i løg frem for andre grøntsager. Løg vokser under jorden og samler deraf på flere kulhydrater end grøntsager der vokser over jorden.
Trods dette giver den dog stadig ikke store blodsukkerudsving for mig og fungerer også godt for min krop som andet mad med et lavt indhold af kulhydrater.
Og sidst, så elsker vi virkeligt løgsuppe herhjemme.
Når vi får brød til suppe laver jeg ofte almindelige oopsies med ost smeltet ovenpå. Denne gang lavede jeg oopsies af en lidt anden opskrift, hvor der var ost i dejen. De var også rigtig lækre.
Løgsuppen bliver bedst hvis man har god tid og løgene får lov at stå og blive bløde og søde i lang tid. Gerne op til en time hvis man har tiden til det.
Sidste gang jeg lavede løgsuppe jævnede jeg den lidt med HUSK, det blev altså ikke så godt, suppen blev ret slimet, men smagte fint. Vi har herhjemme beslutte at så vil vi hellere have tyndere suppe.

ca 1 kg løg, gerne blandede løg
2-3 fed hvidløg
en stor klat smør
600 ml oksebouillon
en dusk frisk timian eller et drys tørret
1 spsk sherryvineddike
salt og peber

Pil og skær alle løgene i skiver, vi bruger mandolinjernet. Vi slår næsten altid sten, saks papir om hvem der skræller løgene og hvem der kører dem på mandolinen, for mandolin chefen trækker altså en del tårer!
Pil hvidløgene, smadr dem og skær dem i mindre stykker.
Smelt en god klat smør i en gryde og steg alle slags løg heri under svag varme, hvis du har god tid. Rør jævnligt så de ikke brænder på. De må som sagt gerne være i denne proces i en times tid. Når du mener at du ikke har tid til at vente mere på de løg skrues der en smule op for varmen så løgene kan få lidt farve (så suppen bliver brunlig)Måske 10-15 minutter mere. Pas på at de ikke brænder på. Når du er tilfreds hældes bouillon over og timian i. Lad det simre i 10-15 minutter. Smag til med sherryvineddike, salt og peber.

Brød med masser af ost hører der til, men ikke oven i suppen og ind i ovne som der traditionelt hører sig til med løgsuppe. Vi er nemlig ikke så gode til de bløde brød, men dypper det så hellere i suppen imens den spises.

Oopsies med revet ost
6-8 stk
3 æg delt i hvider og blommer
75 g flødeost, jeg brugte mascapone (havde ikke andet)
3 tsk HUSK
100 g revet ost + lidt ekstra til drys, jeg brugte emmentaler
salt
Lidt tørret timian

Opvarm ovnen til 170 grader varmluft.
Pisk æggeblommer, flødeost, HUSK, revet ost og salt sammen. Pisk æggehviderne stive. Vend dem forsigtigt i æggeblommemassen. Fordel dem i klatter på en bageplade med bagepapir. Drys dem med lidt tørret timian og lidt revet ost. Sæt dem i ovnen i ca 15 minutter.


onsdag den 26. marts 2014

Røget makrel i salat - LCHF


Frokost i weekenden må godt være lidt hyggeligere end i hverdagen, og i weekenden kan mere også lade sig gøre i forhold til hvordan maden kan indtages, i hvert fald på mit arbejde, hvor det ikke altid er muligt at holde rigtig frokost, men hvor af og til den holdes ved en computer og eller i en bil.
Vi får tit fiskepålæg til frokost og denne dag var ingen undtagelse. Det smagte lækkert, mættede og var yderst simpelt.

2 personer
125 g røget makrel
4 spsk mayonnaise
½ løg
salt og peber
8 blade hjertesalat

Tag skinnet af makrellen og del den i mindre stykker. Hak løget fint. Bland makrel og løg i mayonnaisen og smag til med salt og godt med peber.
Fordel makrelfyldet i salatbladene.



tirsdag den 25. marts 2014

Biksemad - LCHF

Det var en ordentlig grisebasse den flæskesteg vi havde smidt i ovnen og der var meget mere mad i den end to mennesker kan spise. Det vidste vi nu godt, så det var planlagt at vi skulle have biksemad af resterne.
Der var dog også rigeligt til biksemad, så vores 2 katte, eller i hvert fald den ene, fik også sin andel flæskesteg. Biksemaden rakte endda helt til madpakken dagen efter igen.
Det er ellers ikke fordi jeg er så stor fan af biksemad som for eksempel min far andre i familien, men denne her blev altså ret vellykket. Så vellykket at jeg kunne finde på at lave det igen forstås. Og så er det jo nem måde at bruge sine rester på.

400-500 g rest af flæskesteg
1 løg
½ knold selleri
salt og peber
en god klat ghee eller smør til stegning

Skær det hele i tern. Smelt fedtstoffet, steg selleri og løg, og efter ca 10 minutter tilsæt også kødet. Steg det hele til det er mørt. Smag til med salt og peber.
Server med et par spejlæg på siden. Her kom også lidt sukkerfri ketchup på.




mandag den 24. marts 2014

Spidskålssalat

Denne spidskålssalat er så lækker og så simpel at det nærmest er snyd. Den er perfekt til sommerens grillerier. Jeg bruger den tit der hvor jeg ville have lavet kartoffelsalat. Her fik vi den sammen med et stykke flæskesteg og rødkål. Både rødkålen og flæskestegen var noget jeg hev op af fryseren.
Svinet blev duppet tør, gnedet godt med salt og smidt i ovnen. Imens lavede jeg spidskålssalaten for den har godt af at stå og trække lidt i køleskabet.



½ spidskål
2 spsk mayonnaise
1 spsk hvidvinseddike
2 spsk sesamolie, måske lidt mere
2 spsk sukrin, måske mere, måske mindre, smag dig frem.
salt og peber
1 god håndfuld sesamfrø

Rist sesamfrøene på en tør pande.
Rør mayonnaise, sesamolie og hvidvinseddike sammen. Smag til med sukrin, salt og peber.
Snit spidskålen fint. Bland spidskål i dressingen sammen med de ristede sesamfrø. Sæt salaten på køl og lad den trække i en halv times tid.

Rødkålen lavede jeg for et stykke tid siden. Den er inspireret af denne opskrift. Jeg frøs den ned i nogle portioner, så den skulle bare varmes. Det var i øvrigt også rødkål lavet på denne opskrift vi spiste juleaften.

1 rødkål
1 dl æblecidereddike
1 dl ribssaft uden sukker
½ dl sukrin+
½ dl sukrin gold
1 spsk salt

Snit rødkålen så fint eller groft du ønsker den. Put den og de øvrige ingredienser i en stor gryde. Lad det simre til kålen er mør, ca 45 minutter. Rør i det undervejs. Smag til med salt og evt mere sukrin.
Rødkål smager skønt med fedtstof i. Til jul blev der vendt lidt andefedt i og forleden blev det lidt fedt fra grisebassen (fra bradepanden).



søndag den 23. marts 2014

Kokostoppe - LCHF

Vi trængte til noget sødt til weekenden. Det skulle laves af hvad der lige var i køkkenskabene og valget faldt derfor på kokostoppe. Jeg æælsker kokos! Og chokolade! Og kombinationen af de to kan jeg ikke blive træt af.
Jeg googlede lidt forskellige opskrifter og endte med lidt fra dem alle.
Vores kokostoppe blev lavet således.

15-20 stk
200g kokosmel
50g smør
2,5 spsk hjemmelavet mandelmel
sødemiddel svarende til ca 90 g sukker(1,5tsk sød)
3 æg
2 tsk vaniljepulver



100 g mørk chokolade til overtræk.

Opvarm ovnen til 175 grader varmluft.
Bland alle ingredienserne sammen. Lad det lige trække 10 minutter. Form da toppe at massen med en ske. Sæt dem på en bageplade med bagepapir. Giv dem 10-15 min i ovnen.
Tag dem ud og lad dem køle af.

Smelt nu chokoladen i mikroovnen eller over vandbad.
Dyp bunden på toppene i den smeltede chokolade. Køl af og spis til en god kop kaffe.




fredag den 21. marts 2014

Kyllingebryster svøbt i bacon - LCHF

I øjeblikket står den stadig på projekt "tøm fryseren". Det betyder også en del kylling. Vi kan nemlig rigtig godt lide kylling, så det er der næsten altid i fryseren. Det er så nemt og taknemmeligt. Den anden aften stod den så altså på denne luksusmenu, som for os er lige så lækkert som et par bøffer.
Tilbehøret kan varieres i det uendelige og her blev det til bønnefritter med mayo.

2 personer
2 kyllingebryster
1 pakke bacon eller lufttørret skinke
½ glas pesto eller flødeost

Bønnefritter:
500 g frosne bønner
et par spsk olivenolie
et godt drys salt

Opvarm ovnen til 175 grader varmluft.
Start med bønnefritterne. Gnid de frosne bønner med olie og salt og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Sæt dem i ovnen i ca 35-40 minutter. Husk at rumstere lidt rundt i dem undervejs.

Skær nogle dybe snit på skrå i kyllingerne, fyld pesto heri. Vikl hvert kyllingebryst om med 4 skiver bacon så det holder fyldet inde.
Læg dem i et lille ildfast fad og sæt dem i ovnen sammen med bønnefritterne.
Giv dem ca 30 minutter.


onsdag den 19. marts 2014

Kyllingesalat LCHF

En rest kogt kylling blev forleden til en simpel men velsmagende kyllingesalat til madpakken.
Kylling og esdragon er altid en sikker vinder, og der røg derfor et drys tørret esdragon i.

Kogt kyllingekød ca 150 - 200 g
2 spsk mayonnaise
1 håndfuld champignon
salt og peber
tørret esdragon

Kyllingekødet rives i strimler eller skæres i mindre stykker. Champignoner skæres i kvarter. Bland kylling og champignon med et par skefulde mayonnaise, salt, peber og tørret esdragon.


mandag den 17. marts 2014

Boller i karry møder kylling i karry, LCHF

Forleden havde vi besøg af en ven og hans dreng. Vores ven er laktoseintolerant og tåler derfor ikke mælkeprodukter særligt godt.
Det skulle bare være noget hverdagsagtigt vi skulle have at spise, så det endte med en slags boller i karry møder kylling i karry. Karrysovsen er lavet på kokosmælk og giver ikke problemer i forhold til laktoseintoleransen.
Det var en succes og der bliv spist næsten op, der var bare en anelse sovs tilbage til madpakken.

4 personer
kyllingekødboller ca 15-20 stk
400 g hakket kyllingekød
1 løg
1 æg
2 spsk sesammel
3 spsk sesamfrø
3 tsk HUSK
salt og peber

Karrykokossovs:
1 løg
2 fed hvidløg
1 spsk frisk ingefær
1,5 spsk karry
2 dåser kokosmælk
2 håndfulde grønne bønner
1 hønsebouillon terning
kokosolie til stegning
salt og peber
flydende sød
evt fiskesovs

Start med kødbollerne. Hak løget fint og bland det og alle de andre ingredienser sammen med kyllingekødet.
Sæt en gryde med saltet vand over at koge. Form boller af farsen i hånden med en ske. Lav dem i den størrelse du ønsker. Put dem i vandet i gryden, nu må det ikke koge, det skal være lige under kogepunktet. Bollerne flyder selv op til overfladen når de er færdige.
Til karrysovsen skal kokosolien smeltes.  I den svitses karryen af. Løg, hvidløg og ingefær hakkes fint og tilsættes karryen, lad løgene blive bløde, tilsæt evt. lidt af kokosvandet fra kokosmælkdåsen, så det ikke branker.
Skær bønnerne i mindre stykker på ca 1 cm. og tilsæt også dem. Hæld til sidste kokosmælk og bouillonterningen på og lad det småsimre lidt. Smag til med salt, peber og flydende sød og evt fiskesovs.
Put til sidst de færdige kødboller i karrysovsen og lad dem få varmen. De må ikke bulderkoge i sovsen, så går de i stykker.

Server med blomkålsris.



søndag den 16. marts 2014

Stroganoff inspireret gryderet

Gryderetter i den her smagskombination gør vi det altså en del i. Det er en favorit hos os begge. Vi laver den både med kylling, svin og okse. Ofte kommer vi også bacon i og en chili skal heller ikke ligge for tæt på skærebrættet før den også ryger med i.
Tilbehøret varierer med alt efter hvad vi har. Denne gang fik vi dampet broccoli (som nok lige blev mere kogt en dampet..)

4 personer
1 stort løg
1 rød chili
250 g champignon
400 g oksekød i tern
1 lille dåse tomatpure
1 spsk paprika
1 tsk røger paprika
salt og peber
kokosolie til stegning
2½ dl piskefløde
evt 1 spsk sherry

Hak løg og chili og steg det i kokosolie i en gryde eller i en dyb pande. Brænd paprikaen af i løg og fedtstof. Brun kødet heri. Tilsæt tomatpure. Skær imens champignonerne i halve eller kvarte. Tilsæt da piskefløde og champignon. Smag til med salt og peber og eventuelt en spsk sherry.


fredag den 14. marts 2014

Chokoladekage LCHF

Vi bliver lige i chokoladehjørnet et lille øjeblik endnu. Det er vel heller ikke så tosset, det gør i hvert fald ikke mig noget.
Hr. Andersen er rigtig glad for kage så det bliver ikke for gammelt herhjemme. Alligevel er det ikke særlig ofte at der står kage på menuen. Desto mere hyggeligt er det når så det sker.
Opskriften på denne dejlige sag har jeg fundet her. Den smager skønt til en god kop kaffe og holder sig frisk og fugtig længe.

125 g smør
4 æg
25 g sukrin+
25 g sukrin gold
1 spsk kokosfibre
75 g kakaopulver
1 spsk HUSK
3 spsk kokosmel

1 knsp salt
1 dl creme fraiche, gerne 38%, (jeg brugte 18%)

Topping
75 g flødeost
40 g smør
15 g kakao
en smule sødemiddel efter smag, Jeg brugte "en stråle" SØD

Opvarm ovnen til 170 grader varmluft.
Smelt smørret og sæt det til side. Pisk imens æggene sammen med sukrin dit og dat. Tilsæt de tørre ingredienser og tilsidst også det smeltede, nu afkølede, smør og creme fraichen. Dejen bliver noget tyk og jeg diskuterede lidt med den undervejs.
En springform fores med bagepapir og kagemassen hældes heri og bages i ovnen i 20 minutter.
Imens kagen er i ovnen kan toppingen laves. Rør her alle ingredienserne sammen og lad det stå i stuetemperatur så det er let at smøre på kagen når den er afkølet.
Jeg har pyntet kagen med kokosmel.


torsdag den 13. marts 2014

Hjemmelavet nutella LCHF

Jeg må indrømme at det er meget sjældent vi får nutella.
Forleden fandt jeg så et glas Isis Nutella i Føtex, sødet med stevia, og der var ikke så mange kulhydrater i.
Det røg med hjem og jeg har vogtet over det og glædet mig til at jeg kunne fylde det på kernebrødet og mums hvor det smagte. Jeg er dog også pænt glad for chokolade. Den kølige eftersmag synes jeg var tydelig, men skidt med det, det smagte stadig dejligt.
Jeg har tænkt at det måtte være muligt at lave sit eget uden sukker og da jeg så stødte på et par blogs hvor der var forsøgt med det, måtte jeg straks kaste mig i kast med det.
Hold nu op hvor er det nemt.

50 g hasselnødder
100 g mørk chokolade
1 knsp salt
1 dl fløde
40 g smør

Opvarm ovnen til 180 grader.
Rist hasselnødderne i ovnen i ca 5 minutter. herefter kan man gnide de brude skaller af nødderne hvis man tager en håndfuld og gnider mon hinanden i hænderne.
Kør dem en tur i minihakkeren, så de bliver til mel (afhængigt af hvor grov du ønsker din nutella)
Hak chokoladen, bland den sammen med nøddemelet og salt. Giv fløden et opkog og hæld den over nødderne og chokoladen.
Tilsæt smørret i mindre tern. Rør rundt og hæld på glas.


tirsdag den 11. marts 2014

Pizzasnegle LCHF

Det er for mig altid mere indbydende når madpakken varierer lidt indimellem. Jeg arbejder af og til i aftenvagter og her må madpakken gerne skille sig lidt ud fra madpakkerne i dagvagterne. Da jeg så så denne opskrift på pizzasnegle kunne jeg ikke modstå og havde heldigvis alle ingredienser hjemme.
Der er en super dejlig smag i, lidt fedtede, men bliver altså lidt tørre på 2. og 3. dagen.
Jeg havde nok gjort dejen lidt for våd, jeg kunne i hvert fald ikke trykke den ud på bagepapiret. I stedet måtte jeg rulle den ud mellem 2 stykker bagepapir, og trække det øverste af efter den havde fået ca 5 minutter i ovnen før jeg kunne putte fyld på.

12 stk
3 æg
1½ dl piskefløde
50 g sesammel

½ dl Husk
1 knsp salt
1½ tsk bagepulver

Fyld:
Skinke i strimler
1 glas pesto
yndlings ost, så meget du kan lide. Jeg brugte cheddar.
oregano

Pisk æg og fløde sammen. Pisk resten af ingredienserne i. Lad dejen hvile 10 minutter.
Opvarm ovnen til 180 grader varmluft.
Fugt hænderne og tryk dejen ud til en firkant på et stykke bagepapir, rul den eventuelt ud mellem 2 stykker bagepapir hvor det øverste er fugtet med vand så det kan trækkes af efter det er rullet ud.
Fordel først pestoen på dejen, derefter skinke og revet ost. Drys med oregano.
Rul så firkanten til en roulade ved hjælp af bagepapiret.
Skær dejen i 12 stykker og læg dem i muffinsforme. Drys dem igen med revet ost.
Bag dem i ca 20 minutter.


mandag den 10. marts 2014

Peking and

Vi er ret glade for frisk koriander herhjemme.
Engang imellem kan jeg få en sådan craving for at det jeg må bygge en hel ret op blot for at kunne spise koriander til.
Jeg stiftede bekendskab med Peking And for første gang i 2007 da vi rejste i Kina. En kineser introducerede det for os og vi var solgt. Vi har fået det indimellem herhjemme efterfølgende. Kombinationen af den fedtede and i hoisinsovs passer bare perfekt sammen med den friske agurk og den skarpe forårsløg. Og når det så oven i købet lige toppes med koriander. What´s not to like?!
Hoisin sovsen er dog IKKE sukkerfri. Jeg var ikke i humør til at eksperimentere med at lave en selv.
I vinters købte jeg nogle vildænder af en kollega.
Det er nu ikke fordi der er vildt meget kød på sådan en, men til dette passer det perfekt med en and til os to.

1 vildand
salt og peber
2-3 spsk hoisin sovs
½agurk
4 forårsløg
spidskålsblade
koriander

Opvarm ovnen til 160 grader varmluft.
Skær anden op langs brystbenet og læg den på en rist over bradepanden som en sommerfugl eller fladmast. Krydder den med salt og peber.
Hæld vand i bradepanden og sæt den i ovnen.
Giv anden til den er færdig. Denne her fik ca 1½ time.
Skær imens agurk og forårsløg i tynde strimler. Fjern eventuelt den vandede del med kernerne i agurken.
Tag anden ud, lad den køle lidt af så man kan røre ved den. Pil kødet af og skær eller riv det i mindre stykker.
Lynsteg kødet med hoisinsovs på en pande.
Bræk blade af spidskålen og skyl dem. Jeg synes ikke at der var grund til at tilberede dem. De lidt grovere ender skar jeg af.
Fyld andekød, agurk, forårsløg og frisk koriander på et spidskålsblad og rul det til en wrap.


lørdag den 8. marts 2014

Der kom lige et liv forbi og fyldte peberfrugter

Uha det er lang tid  siden at jeg har fået lagt noget op her på bloggen. Der har været lidt rigeligt at se til. Der kom lige et liv forbi hvori der skulle tages nogle store beslutninger alt imens alle de dersens dagligdags ting også tog deres plads.
Der er derfor heller ikke lavet særligt meget spændende mad. Vi har dog stadig spist LCHF fordi jeg bare ikke har lyst til at undvære det. Jeg får så mange virkeligt gode bivirkninger af at spise denne kostform. De aller bedste er at jeg sover fantastisk om natten, jeg har fået en rolig mave og ikke mindst virkeligt stabilt blodsukker.
Jeg kan slet ikke forestille mig ikke at spise sådan her mere.

Forleden stod menuen på fyldte peberfrugter. Jeg har spist en del fyldte peberfrugter på ferier i Grækenland, det er dog tit at der der også er kogte ris i farsen. Her kværnede jeg nogle hørfrø til melagtig konsistens. Det fungerede rigtigt godt.

6 stk

6 peberfrugter
500 g hakket oksekød
1 løg
3 fed hvidløg
1 æg
2 spsk hytteost
4 spsk fintkværnede hørfrø
chilipulver
paprika
oregano
spidskommen
salt og peber
et par håndfulde revet ost

Rør farsen af hakket oksekød, krydderier, æg, hytteost, hørfrø, løg og hvidløg. Sæt den til side.
Opvarm ovnen til 160 grader varmluft.
Skær toppen af peberfrugterne og rens dem for kerner.
Fyld farsen i peberfrugterne og sæt låget på. Giv dem en halv time i ovnen.
Tag dem ud og drys den revet ost på og giv dem 10 minutter mere.
Server med salat.