mandag den 3. februar 2014

Burger LCHF


Burgere er altid en populær spise hos os. At de ikke skal undværes på LCHF kost er et kæmpe plus.
Det kommer hele tiden bag på mig hvor nemt og hurtigt det er at bage til LCHF, da det jo ikke skal hæve eller æltes i hundrede år.
Med bollerne er der forsøgt forskellige slags, men de bedste for tiden er sesambollerne fundet hos fantastisk inspirerende Xenia.
De smager dejligt af sesam og har en rigtig fin konsistens. De er overhovedet ikke æggeagtige som LCHF bagværk af og til kan være.
Her er som jeg lavede dem i dag.

5-6 stk
4 æg
1 dl creme fraiche eller andet surmælksprodukt
90 g sesamfrø
15 g sesammel
30 g fiberhusk
2 tsk bagepulver
2 tsk salt

Pisk det hele godt sammen. Sæt til side og lad det hvile i 10 minutter så fibrene suger væsken til sig.
Tænd imens ovnen på 180 gr varmluft.
Form 5-6 boller med hænderne fugtet med vand, sæt dem på en bageplade med bagepapir.
Bag i ovnen ca 15 minutter.

Steg imens bøfferne.
Jeg blandede 500 g hakket oksekød med salt, peber og chiliflager. Formede 4 bøffer som fik lov til at hvile lidt inden de skulle steges.
De blev stegt i smør på en grill pande.

Saml din burger med dit yndlingstilbehør.
I dag blev vores samlet med spinat, løgringe, agurkeskiver, cornichoner og cheddarost.
Dressingen var dip rørt af creme fraiche 38% med rød dip krydderblanding fra Urtekram og den kaloriereducerede ketchup jeg købte forleden til pølsehornene.
Hr. Andersen elsker kan ikke undvære mayonnaise til sin burger, så det var også på bordet.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar