fredag den 25. april 2014

Hollandaise sauce - LCHF

Jeg har den sidste tid forsøgt mig med forskellige saucer lavet på blomkål som det også er tilfældet med denne bearnaise.
Det er en smart måde at få lidt ekstra grøntsager på, det smages overhovedet ikke. Det er en god måde at tykne saucen på, og så mætter den vildt godt.
Jeg har lavet flere forskellige og de skal nok komme her på bloggen efterhånden.
Jeg er gået ud fra grundopskriften på denne side, og har indimellem tilført lidt mere eller mindre eller ekstra af noget.
Jeg oplever stadig at jeg bliver lidt fedtforskrækket når jeg putter en HEL pakke smør i, men jeg kan mærke på min krop at den fungerer godt med det.

En af vores venner er bidt af en gal havørred og vi havde fået et pragteksemplar af ham. Denne aften skulle den derfor konsumeres med hollandaise sauce til.

Fisken blev renset, krydret med peber og groft salt der fik en tur i morteren sammen med fenikkelfrø.
I åbningen blev lagt godt med dild og citron. Den blev pakket i staniol og fik så en tur i ovnen i 35-40 minutter.
Tilbehøret blev, udover saucen, grønne bønner vendt på en pande i smør og mandler.

Hollandaise sauce
400 g blomkål
200 g smør
4 små æggeblommer
saften fra en citron
salt og peber

Rens blomkål og skær det i mindre buketter. Kog det mørt. Når det er mørt, hæld da vandet fra og put smørret i. Lad smørret smelte. Når smørret er smeltet, blend da det hele, jeg bruger stavblenderen.
Tilsæt æggeblommerne, salt og peber og smag til med citron.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar